Måske findes der kun steder.

DAG 1. 22. JANUAR 2025. CAMINO PORTUGUESE. FRA ROM TIL PORTO TIL AGUCADORA.

Måske findes der kun steder. Steder jeg var og steder jeg var i dig. Stedet jeg er og steder jeg skal ankomme til.

Jeg ankom til Porto fra Rom fra UNE ESCAPE Á DEUX. Jeg befandt mig i den evige stad i et mærkeligt sekund. Jeg blev forkastet og ikke forført af dette øjeblik, hvor hun raslede nogl skinnende sekunder mod mig, før hun sank mæt og hellig ind i sin evighed.

For det var ikke fortabelse i tid jeg søgte, men det modsatte: frigørelse fra tid. Søndag aften havde jeg forvirret pakket til mit fly mod Rom mandag morgen. Skulle jeg vandre eller elske eller studere i Rom? Det blev en mærkelig strittet pakning. Spadserkjoler. Løbesko. Tunge bøger.

Angsten kommer som altid snigende som et væsel, uset. Også, bagholdsangreb på gaden i Rom. Skiftevis mørkt og lyst, hvinende og skrigende, hun skjulte sig i støj. Min krop ville ikke Rom. For mange biler, udstødning, lyde. Nogle gange tager vi det forkerte tog, eller det forkerte fly. Det gør ikke noget. Det er det hele værd, når først vi sætter os i vores sæde, i dette tilfælde et flysæde til Porto.

Vi gik sammen aftentur i mørket i Rom da trafikken var faldet til ro. Han holdt mig godt fast hver gang jeg frygtede en vej. Op til villaerne, så store som bjerge. Og porte så store som møller. Jeg så Peterskirken igennem et nøglehul. Men angsten åd min førbarhed som en fugtig tåge. Selvom jeg prøvede at holde fast ved TIBERENS TRÆER, der ensstemmigt lænede sig ud mod flodens livskraft med deres livskraft, væk fra vejen. Da vi trak over broen mod det trætomme centrum, stoppede jeg. Jeg spørger om jeg ikke skal læne mig udad, nej.

Måske findes der steder der er rette for en. Eller ruter og ophold. Måske findes der steder der ikke er rette for en. Måske vi skal vandre længe før vi finder vores sted. . Måske var vandringen mit bedste sted.

Måske findes der kun steder.

Så jeg lander i Porto uforberedt til Caminoen. Jeg har sorteret min bagage i Rom. De slidte spadserkjoler og bysko smed jeg i en container og forseglede en pakke med biblioteksbøger og storbytøj til Danmark. Jeg er vandrer, jeg trækker ikke tingene med mig. Så har jeg delt mig ud. Nu tager jeg hovedparten, hjerteparten af mig, med til Portugal.

Jeg efterlader den overdådige taglejlighed i delikatessekvarteret Trastevere i Rom … for at sove på de mest ydmyge pilgrimsherberger i et MENAGE ÁVEC MOI.

Fra Porto Lufthavn tager jeg metroen nordover til Povoa de Varcim. Jeg går direkte til havet hvor jeg længe ligger i atlanterhavslyset. 

Det er så smukt… så smukt…

Jeg skal vandre langs atlanterhavskysten. Lytte til de dobbeltdimensionerede bølger.

Jeg rejser og prøver at tage mine tanker med mig. Men nej, vi kan ikke rejse med tanken, kun i tanken, lynsnart derhenne. lynsnart fremme. Bliv her bliv her bliv her, tanke min.

At vandre er at holde bevægelsen mellem ankomst og afsked.

Ikke ile forud eller bagud.

I sidste ende er vandringen et møde mellem tingenes skabende og forsvindende bevægelse.

Det arkimediske punkt.

Jeg får mit pilgrimspas og første stempel fra Alberguen i Povoa de Varcim. Så vandrer jeg nordpå mod Agucadura. Jeg går barfodet langs kysten indtil skumringen. Min vært kører imod mig for at samle mig op. Det er januar og tomt på Camidoen. Hun skal nå hjem og lave mad til sin mand.