DAG 6. CAMINO PORTUGUESE. FRA VALENCA TIL O PORRINO.
Jeg er så træt. Kan hverken skrive eller læse. Hvad kan jeg gøre? Hvad bærer jeg på?
Jeg har pakket min oppakning ind og ud så mange gange. Jeg kender hver eneste genstand, og må spørge, hvorfor jeg bærer på det? Hver genstand er værd de kræfter, jeg har båret den med.
Der er et penalhus med farveblyanter. Jeg har ikke tegnet endnu. Men jeg har fået dem af John. Men jeg har gået i 6 dage nu med alt, og nu kan jeg faktisk ikke mere. Det har været katastrofalt at gå med våde sko i to dage, og mine ellers væbnertro fødder smerter og har fået vabler. Jeg tager en snak med en peregrinos, Daniel fra Quebec. Han har ligeledes måtte sætte tempoet ned. Men alle de andre har jo faktisk pakket til caminoen. Ikke jeg. Han spørger, om jeg ikke skal sænke ambitionerne. Jeg vandrer i 8 timer og arbejder om aftenen. Alle andre hviler. Else, du tror du er uovervindelig.
Og min taske er tungere end de andres. Mit sneglehus, min slidte røde 35 liters fjällræven. Den har været med mig siden skåneleden 2016. Da jeg gik afsted for første gang alene, mod Sverige. Jeg husker oppakningen, hver en skattet ting. Jeg husker bogen jeg havde med, Walden af Henry David Thoreau. Jeg husker Waldens hus, hans tanker i mine, den utrolige følelse af at være alene i skolen.
Det tungeste jeg bærer på er Kursus i Mirakler. Den bog har jeg altid med mig. Det er min bibel. Det er den verden jeg går imod. Jeg kan ikke efterlade den, men jeg kan poste den til Danmark. Vandringens gåde af Alexander Carnera. Uundværlig. Tusten og andre Noveller af Terjei Vesaas, verdenslitteratur. Og mit tøj. Jeg må efterlade mit tøj. Jeg finder et postkontor i O Porrino og sender 3 kg bøger hjem.
Comments