Min sjæl, hvad vil du mere? Mere!

DAG 7. CAMINO PORTUGUESE. FRA O PORRINO TIL CALDAS DE REIS.

Jeg bærer min rygsæk som en erindring om mit jordiske hjem, og den lettelse jeg føler, når jeg sætter tasken fra mig, minder mig om lettelsen ved at komme hjem. Styrken jeg mærker, når jeg igen løfter vægten på skuldrene, minder mig om opgaven. Liv uden opgave ønsker jeg ikke. Vandring uden oppakning heller ikke.

Jeg har i bogstaveligste forstand forladt mit hus i vandringens lufttrin. Jeg har sat kroppen på græs og vendt mig mod himmelen, hvor ånden flyver frit. Jeg kan det hele, når jeg vandrer, fordi jeg har forladt min funktion. Mit hvem. Mit hjem.

Jeg går frejdigt til i dag. Appelsiner og citroner ligger i græsset. Vandløb og kilder bruser livligt afsted. Jeg føler mig hjemme i dette landskab, jeg ikke kender.

Sent på eftermiddagen samles vi i Caldas De Reis og laver en pastaret sammen i køkkenet på Albergue Timon. Hjemme for en aften. Kystruten og fastlandsruten er forenede, og vi kan dele vores oplevelser. Hvordan er vi blevet et "vi"? Vi har gået tavse foran og bag hinanden i dagevis. Hilst kort og ønsket hinanden 'buen camino'. Delt vores morgenmad sammen, vekslet ord, gået en halv mil sammen, forsvundet igen. Lige så stille er vi blevet en gruppe. Vores nationaliteter krydser alle kontinenter. Vandringen har forenet os.

Det er normalt på ruten ikke at antage at man har et 'normalt' liv 'derhjemme', men at man kan være pilgrim, være nomade. Det selvvalgte nomadeliv. Væsener permanent uden sted. Vi taler i køkkenet på herberget om hvordan man kan arrangere et liv for sig selv, hvor man kan være konstant på rejse, fx ved at eje ejendom man udlejer og så udforske verdens sødeste steder, rockclimbing fx kan man lære, eller fridykning. Eje en sejlbåd og udforske verdens strande. Jeg smiler og erkender at ingen her har børn. Jeg ønsker liv med opgave. Men jeg smittes af deres vovemod og nysgerrighed. "Min nysgerrighed har altid været større end min frygt", siger 25 årige Addi, som har rejst i 5 år. Hun stråler af begejstring. Hun er engel, ikke menneske. Jeg elsker hende. Jeg elsker alle. For jeg mærker min sjæl. Og sjælen elsker alt. Ikke bare alle, men alt.

Addi og jeg bader i byens varme kilde til den sene aften. Jeg lader hende stråle og tale. Hun har lært det hele allerede, det som har taget mig et halvt menneskeliv.

Mit håb for fremtiden er vækket. Mennesket er sjæl igen. Mennesket husker igen. Mennesket lever igen. Min sjæl, hvad vil du mere?! Mere!!