Jeg presser sjælen mod legemet.

DAG 5. CAMINO PORTUGUESE. FRA CAMINHA TIL VALENCA.

Purgatorium før paradis. Renselse. Bom caminhos, peregrinos.

Jeg presser sjælen mod legemet med det stigende åndedræt. Jeg går. Jeg går til. Der er bare vejen, åndedrættet, regnen. Som regnen gnider jorden ud og gennemvæder mit tøj, gennemstrømmer jeg mig selv. Jeg ville gå mod mere modtagbarhed; for berøring, romantisk kærlighed, penge. Men sådan fungerer vandringen ikke. Purgatorium før paradis. Så kom da, sorg. Så kom da, skuffelse. så kom da, vrede.

Alle dem, alt det dengang. Al den uretfærdighed. Al den skuffelse.

Men ingen svarer nu, jeg taler med ekkoer fra følelser af skygger af noget, der skete engang. Jeg går gennem en mellemverden mellem kød og sjæl. Mit helt eget private helvede. Alle jeg tænker på i dag har jeg mellemværender med. Det er gamle venner, relationer jeg har glemt, forsømt. Fordi det hele bare skete. Fordi det hele bare sker hele tiden. Men her i tiden mellem tiden, i vandringens tid, hører jeg dem igen. De elskede. Men mest af alt den forladte i mig selv.

Jeg går hulkende, indtil jeg dufter eucalyptuslundene, og jeg hulker, indtil jeg hører stilheden der omgærder parkarbejderne, da de beskærer hortensiabuskene, og jeg hulker, indtil jeg mærker stemningen der omgærder vejarbejderne, da de luger brostenene, og jeg hulker indtil jeg nærmer mig Valenca og kirkeklokkerne ringer og regnhaglen ophører, og jeg sætter tempoet endnu mere op.

Det er helligt at græde og det er helligt at arbejde.

Jeg ankommer til Valenca i en tordenstorm. Efter rige Caminha fremstår Valenca pauvert. Hver andet hus er forfaldent. Herberget er fugtigt og uvenligt koldt. jeg kunne indkvartere mig andetsteds, men det bliver en stil at rejse enkelt og ydmygt. Mine med-peregrinos siger tilsyneladende venlige ting til mig, men jeg kan ikke danne meningen af lydene til engelsk. Jeg betaler 10 euro, får to tæpper og et stempel, og kryber op i den fjerneste metaloverkøje og falder i søvn i mit våde tøj på plasticmadrassen.