DAG 3. 24..01.2015 CAMINO PORTUGUESE. FRA MARINHAS TIL VIANA DO CASTELO.
Hanen galer endnu da jeg sætter mig første gang. Dois expressos e um croissant. Abrigato. Menneske, sprog, koffein; dag, træk mig ud af nattens sorte skygge! Nattens djævlekamp isner i mig. Nogle nætter kæmper jeg mod djævle. Fri os fra det onde. I nat bad jeg mit fader vor, om og om. Udenfor nipper gråspurvene af kokosmåtten.
Kysten er skiftet til lagvis sand og sten; runde granitsten, yngre end sand, stadig individuelle. Kviststumper blæser ned ad stranden, en storm er på vej. Jeg fyger afsted med sandet ned over stranden. Havet fylder hele mit sind. Kysten er mit kosmos. Praia. Praia do Paco. Praia da Arda. Praia de afife. Nymferne i bølgestøvet. Fra bølgestøvet flygter alle nattens skygger sorte. De lange stille træk, hvor vi tømmes, er de bedste.
Har du lagt mærke til, at de dage, hvor du vandrede, står tydeligere frem? Det gælder om at holde den søvnige tilstand vågen. Være døsende vågen. Det er som at svæve i tilstanden mellem vågenhed og søvn, det slip lige før søvnen, hvor den frie årvågenhed findes. Heri er vandringen tættere beslægtet med overgangen mellem vågen og søvn end dem hver især. Denne tilstand kaldes også dagdrøm. Det imaginære. Måske er vandringens særlige kraft forbundet med at forbinde det imaginære i fysisk bevægelse.
Men jeg er klar i hovedet, isklar.
Jeg prøver ikke at skvætte mit sprog bort på denne vandring i mikrobeskeder eller telefonopkald. Opdæmme. Afvente. Så tænke som et vandfald eller tale som et jordskælv. Men bare værne lidt mere om at opdæmme. Men det er svært.
Det er jo min eksmands fødselsdag i dag, jeg skal skrive tillykke. Mit livs kærlighed. Han skriver i sit eget fødselsdagsopslag at han har fundet sit livs kærlighed. Den gysende vågenhed jeg mærker i hele min krop gør mig i stand til at mærke mig selv helt. Stikket i hjertet. Så er jeg altså blevet underrangeret. Men derefter føler jeg en enorm fryd på hans vegne. Smukt at det kan ske igen. At han endnu engang kan finde sit livs kærlighed. Jeg ler af mit komiske væddeløb om kåringen af mit livs kærlighed. Jeg ser mig stå i bakkens hestevæddeløbsbod og rokere hestene frem og tilbage, forvirret over mine egne skiftende følelser. For hvad er den store kærlighed? Hvorfor virker den til at forsvinde fra personen, men at følge med mig?
Det var ikke dig jeg elskede
Men gud eller hvad han blev kaldt
Eller mørket eller lyset eller hvad det blev kaldt
Eller hvad betyder det
Hvad han hun det blev kaldt.
Essensen var og er kærligheden.
En kvinde gør mimik i solen med dansende arme og ansigtet strålende i glæde. hun vender sig forskrækket om da hun ser mig, og vender sig ikke om igen. Som da jeg i min pause hengivent leger i sandet med muslingeskallerne og barnligt sorterer de små muslinger i sorter, samler håndfulde og spreder dem over mine lår, og jeg øjeblikkeligt stopper min leg, da nogen får øje på mig. Hvorfor gemmer vi legen bort? Hvorfor vil vi ikke ses?
Jeg går jo også for at sé noget, jeg ellers ikke ville se.
Comentários