DAG 2. 23.01.2025. CAMINO PORTUGUESE. FRA AGUCADORA TIL MARINHAS.
Jeg ligger på den tomme sovesal og bekymrer mig. Der er ingen outdoorbutikker i nærheden. Og vejen er lang frem og tilbage til Porto. Fødderne er det vigtigste jeg har. Men da jeg først kommer på benene og indånder atlanterhavsluften, forsvinder alle tanker om mangel. Fødderne bærer mig afsted.
Den portugisiske kystrute går ikke kun langs kysten. Jeg vandrer mellem kvælstofdruknede smålandbrug på traktoroptrukne veje omgivne af halvsunke hegn.
Der er mange steder, som græder, tænker jeg. Men Caminoens muslingeskilte varsler noget helligt. Men hvor er det hellige? Jeg forestillede mig at den mystikomgærdede rute ligesom ville stråle og føre mig frem.
Min stemning løfter sig, da jeg drejer væk fra ruten ned mod havet. Jeg er ligeglad med ruter. Jeg går min egen vej. I de urtedækkede klitter holder jeg pause og nyder min mad. Blive her, indtil noget kommer til syne i min lysning. Et par verselinjer. jeg går, jeg går, det er en stor hvid ørken. Jeg finder et billede af digtet frem, sendt fra en ven. Her skriver jeg det til dig, ven;
Jeg går
Jeg går.
Det er en stor, hvid ørken
Den er hvid, den har ingen skygger
Den er hvid, den er helt flad
Det hvide synes at komme intetsteds fra
Hvem ved om det overhovedet er hvidt
Jeg tænker: På den måde går jeg
Jeg går: På den måde tænker jeg
Jeg tænker at støvlerne er tunge
At tøjet hindrer min bevægelse
Jeg har ingen fornemmelse af at bevæge mig
Jeg går ikke mere, jeg adderer.
Min tanke udmåler skridt i ørkenen
Sådan går jeg skridt efter skridt
Jeg tænker at det hverken er koldt eller varmt
Jeg tænker: Altså er det hverken varmt eller koldt.
Jeg tænker at luften er klar.
Altså tænker jeg med luften, isklar.
Jeg tænker at jeg hverken er svag eller stærk
Jeg tænker: Altså er jeg hverken stærk eller svag
Uden anstrengelse tænker jeg skridt efter skridt
Jeg er klar i hovedet, isklar.
Det var ikke dig jeg elskede.
Men gud eller hvad han blev kaldt
Eller mørket eller lyset eller hvad det blev kaldt.
Eller hvad betyder det
Hvad han hun det blev kaldt
Jeg tænker at jeg har tid dage tilbage at leve i.
Jeg tænker at de andre har jeg dræbt med min revolver.
Jeg tænker: altså gemmer jeg rationerne.
Lade det stå til dig, ven, og ikke lade det blande sig med mit sprog. Men mit ærinde er her at skrive. Du bør opleve digtet rent på sit eget hvide papir i digtsamlingen Sent på Jorden af Gunnar Ekelöf, oversat fornylig af Carsten Sand Iversen i en smuk, hvid udgivelse. Jeg er bristet i gråd; altså, er jeg hverken svag eller stærk?! For svag til stedet jeg ikke vil, og stærk nok til stedet, jeg vil. Jeg er både stærk og svag, altså er jeg hverken svag eller stærk! Abrasax abraxas, opløsning.
I klitten ligger jeg og døser væk i lyset. Ude i bølgerne skvulper en surfer. En surfer, tænk, jeg har aldrig sét en surfer. Ikke sådan rigtigt. Nu sér jeg ham. Nu forstår jeg. Ikke først, der kiggede jeg bare, men efter en tid, hvor jeg har set, så har jeg forstået. Uden en tanke, - sét
Min bølge er vandring, ophold, vandring, ophold .
Fiskerbyerne og surferkysten er stille, men i de små byer passerer jeg flere gange små grupper af portugisere, der højlydt skændes - eller diskuterer. Deres sprog, deres temperament, jeg forstår det ikke. To espresso på en café, toilet, mobilopladning. Obrigado. En kvinde læser George Orwell Animal Farm. Det er tid til at læse Orwell nu. Rebeliao Na Quinta.
Jeg går langs kysten nu, kun langs kysten og ikke på caminoen. Nær havet skal jeg gå. 'Camino Ninja'-appen hjælper mig til at finde en Albergue sidst på dagen. Stort og rummeligt, tomt og koldt, jeg indkvarterer mig til natten i Albergue st. Miguel Marinhas og får mit stempel.
Comments